...noget om et nyt blogformat

Jeg er gået over til Wordpress. Det skulle være bedre. Jeg er stadig ved at lære det at kende.

Den nye blogadresse er: http://dentatoveredebornebibliotekarmener.wordpress.com/

Vi ses der :-)

...noget om tiggere

Jeg giver til velgørenhed - faktisk går en pæn del af min beskedne indkomst hver måned til velgørende formål. Det er ikke for at prale, men jeg ville bare nævne det for at sætte følgende i det rigtige perspektiv: Jeg har det meget svært med tiggere! Jeg bliver irriteret og sur, hver gang jeg ser én, og jeg nægter pure at give så meget som en 50-øre!

I min barndom gik turen ofte til Tunesien og Marokko, og begge steder vrimlede det med tiggere, men det virkede reelt nok. Det var fattige lande, og tiggerne var ofte blinde (med hvide, slørede øjne, hvis elendighed gjorde et varigt indtryk på mig), manglede lemmer, var psykisk handicappede eller på anden vis sat udenfor et samfund, som ikke magtede eller havde råd til at tage sig af dem. Så kan jeg godt forstå, at man ikke ser anden udvej end at række hånden ud og tigge.

Men jeg kan mærke at jeg bliver krakilsk og nærig, når folk tigger i Danmark. De fleste er (så vidt jeg kan skønne) sunde og raske, og har pænt og rent tøj på. Jeg er klar over, at mange af dem ikke er danskere og derfor ikke har de muligheder som fattige danskere trods alt har. Præmieeksemplaret er den kernesunde, yngre kvinde (formodentlig østeuropæer), som jeg hver dag møder på vej ud fra stationen i Albertslund. Hun ligner en, der ligeså godt kunne have ekspederet mig i Fakta. Jeg får lyst til at ruske hende, og sige at hun skal få sig et ordenligt job! Ok, jeg ved godt at jobs ikke lige hænger på træerne, men altså! Jeg ville skamme mig over at tigge, og jeg skammer mig over at gå forbi hende. Det samme når jeg sidder i s-toget og en mand (måske er det den samme mand hver gang?), som siger 'Er der nogen der vil give en hjemløs lidt til dagen og vejen?'. Jeg køber af og til Hus forbi - lige så meget for at støtte den hjemløse der sælger, som for at læse bladet. Det er ikke tiggeri. Men jeg giver aldrig til den hjemløse i s-toget. Og hver gang får jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke gør...

Hver gang jeg passerer en tigger eller en tigger passerer mig, så får jeg lyst til at sige 'Jeg giver altså omkring 500,- om måneden - plus det løse - til velgørenhed. Det er ikke fordi jeg er nærig, at jeg ikke vil give til dig. Men jeg bryder mig ikke om at blive konfronteret med folks elendighed, og derfor ignorerer jeg dig'. Nej, ok, det sidste får jeg ikke lyst til at sige, men det er sådan jeg har det. Og jeg skammer mig over det. Det ER jo folk med problemer, og hvis økonomi på ingen måde hænger sammen (vil jeg tro). Men jeg kan ikke redde dem enkeltvis, og jeg har ikke lyst til at forholde mig til dem enkeltvis. Derfor dulmer jeg min samvittighed med medlemskaberne og donationerne til de organiserede pengeindsamlere. Jeg føler mig tryggere ved, at professionelle folk håndterer mit ydmyge bidrag og bringer det videre til dem, der har brug for det. På den måde ved jeg, at mine småpenge ikke går til alkohol og stoffer, eller ned i en eller anden crimelord's lommer. Og så behøver jeg heller ikke at få snavsede hænder. Dem har jeg vasket med mine bidrag.

Men jeg gør det jo ikke for at vaske hænder - giver bidrag. Jeg gør det ikke for at dulme min samvittighed. Jeg gør det fordi jeg gerne vil hjælpe. Og jeg hader, at tiggere får mig til at skamme mig! Og jeg ved rent ud sagt ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Men jeg vil ikke give dem noget. Øv for et dilemma!

...noget om bryster

Så!, tænker I. NU bliver det noget for husarerne! Og det jo ikke helt forkert...

De fleste har en holdning til bryster - når de er store, små, designede, naturlige, når der bliver ammet med dem og leget med dem, når de kan ses på bussiderne og når de bliver opereret væk. I og for sig er det jo bare en kropsdel, som en hel del mennesker render rundt med, men aldrig nogensinde er arme, øjenvipper, tommelfingre eller sågar baller blevet diskuteret så meget som bryster er.

Mine har alle dage været ret små. Undtagen da jeg ammede og de blev gigaenorme (sådan husker jeg det i hvert fald). Men jeg havde svært ved at se Bebs' madpakker som sexede. Det er der nogen, der synes, men jeg syntes at mælkedrypperi er nasset på den ufede måde, og der var i hvert fald ikke nogen, der skulle lege med dem, når de var ømme og spændte. Og der var slet, SLET ikke nogen, der skulle kommentere på størrelsen af dem eller på anden vis forholde sig til dem som noget seksuelt, for det grænsede (i mit ammehoved) til pædofili. Nitte. Af samme grund har jeg meget svært ved at hidse mig op over mødre, der ammer offentligt, såfremt de er bare nogenlunde diskrete med det, for helt ærligt: det er ikke sexet, det er fodring, og alternativet er et skrigende og sultent barn. Så hellere et blottet bryst - som de færreste vel i virkeligheden har noget imod.

Angelina Jolie skabte for nylig utilsigtet ramaskrig, fordi hun fik opereret sine kræftdisponerede naturlige bryster bort og fik lavet noget kunstige, raske bryster, som til forveksling ligner dem hun havde. Nu var måske lige præcis Angelinas bryster nogle af de mest omdiskuterede i verden allerede inden hendes kontroversielle (og i mit hoved; ret fornuftige) operation, i kraft af at hun lagde krop til Lara Croft. Og Lara Croft er som spilfigur designet til at være den hotteste babe EVER, og det indebar i spildesignernes hoved en barm som i sin overflod kunne få enhver spillers (no pun intended) våde drøm til at gå i opfyldelse (ok, lidt pun er intended her). Angelina er sexsymbolet over alle sexsymboler, og jeg har dyb respekt for hendes valg. At hun har gjort det, vil gøre det meget nemmere for andre kvinder i hendes risikogruppe at foretage samme valg.

Facebook har et noget spøjst forhold til bryster. Selvom billeder af dem florerer alle vegne, så bliver ammende kvinder bortcensurerede, hvis brystvorten kan ses (det er nemlig åbenbart brystvorten, der er den meste sexede del af brystet?), og et fantastisk billede af en kvinde, som prga kræft har fået fjernet sine bryster, men i stedet har fået en tatovering som dækker brystområdet, bliver konsekvent fjernet - og her taler vi faktisk om en kvindeoverkrop, hvor der slet ikke ER nogen bryster. Det er jo ligesom hele pointen med billedet/tatoveringen... *suk*

Jeg synes, at bryster er fantastiske! Der er nærmest ikke to, der er ens - nogle gange ikke engang på samme krop. De kan være supersexede, men de kan også bare være en kropsdel. Personligt er jeg ikke til meget store bryster - det kan godt virke for voldsomt, og jeg forstår ikke dem, der bevidst får lavet kæmpebryster. De bliver ærlig talt lidt skræmmende. De skal gynge, når man griner - det er et kriterium, som jeg holder meget af :-) Jeg har godt nok aldrig haft et personligt forhold til andre bryster end mine egne (jeg var primært flaskebarn som spæd), men har betragtet dem hele livet som en del af den forunderlige og mangfoldige verden. Mine egne er jeg også blevet ret tilfreds med. En kæreste fortalte mig engang, at de ikke var små; de var perfekte! Og det har de sådan set været siden.

Jeg er slet ikke færdig med at forholde mig til emnet, kan jeg mærke. Jeg må mene noget om det igen ved lejlighed.

...noget om rollespil

Det er min yndlingsleg. Rollespil. At lade som om at jeg er en anden. Jeg kan andre ting og ser anderledes (ofte væsentlig bedre) ud. Jeg er yngre, hurtigere, stærkere og sejere. Jeg er desværre ikke klogere, for dét er nok det eneste man ikke kan forbedre på. Man kan ikke få bedre idéer som sin karakter end man kan i virkeligheden. Men det er ok. Man kan så meget andet.

Det er mange, der ikke rigtig forstår hvad det går ud på. Og jeg skal være den første til at indrømme, at det kan forekomme noget mærkeligt, når man i bussen eller toget overhører nogen fortælle om at de har stjålet noget, slået nogen ihjel, har begået heroiske bedrifter eller talt med konger, kejsere og guder. Jeg kan sågar forstå de særligt sarte, som mener, at det må være noget satanisme ind over, for det kan lyde meget hedensk og voldeligt nogen gange. Men det er altså bare noget vi leger.

Jeg elsker lige præcis rollespillet fordi jeg sprænger rammer. Jeg kan gøre ting, som jeg aldrig ville være fysisk i stand til, og jeg gør ting i rollespillet, som jeg moralsk ikke ville kunne stå inde for i virkeligheden. Jeg overskrider grænser, går for langt, er til fare for andre, handler mod bedre vidende og alt sammen uden konsekvenser. I virkeligheden altså. For det får helt sikkert konsekvenser i spillet. Men det er ikke så slemt at dø som sin karakter. Det kan være trist, men det er bare en dukke, der er gået i stykker. Så laver jeg mig en ny.

På et tidspunkt hvor jeg var tvunget til hele tiden at holde tungen lige i munden i en vanskelig balancegang igennem livet, og hvor jeg hele tiden skulle være fornuftig og tænke klart, var det en befrielse at spille Inez, som var bindegal. Hun lod ikke noget (eller nogen) komme i vejen for sig, hun tog chancer, hun lyttede ikke til andre, hun var utålmodig og fik folk dræbt, fordi hun tog uovervejede beslutninger. Hun var ekstremt belastende for sine omgivelser, og skønt jeg blot beskrev hende som samspilsramt og misforstået, så kaldte de fleste andre i gruppen hende for helt igennem sindssyg og blæst i roen. Det var hun også. Men hun hjalp mig helt utrolig meget. Jeg kom af med en masse aggressioner og frustrationer. Jeg behøvede ikke at tænke fornuftigt, og jeg behøvede ikke at tage ansvar. Det var fantastisk! Jeg kan stadig tænke tilbage på hende med en vis vemod. Hun endte selvfølgelig med at blive slået ihjel, men for katten da også, hvor var det episk! Og smukt! Og rigtigt! Jeg er på nippet til at kalde det orgasmisk, men det var i hvert fald overordentligt tilfredsstillende!

Det bedste rollespil opstår, når vi har spillet i rigtig mange timer i træk. Når vi er overtrætte, måske lidt fulde, og har været under huden på vores karakterer i timevis. Så opstår der magiske øjeblikke, hvor alting klikker, hvor vi er særligt heroiske, dybsindige og fantastiske. Det er nogle gange så stort, at det næsten ikke kan rummes, og det ender som legender som vi minder hinanden om og deler med andre entusiaster (eller bare andre stakkels uskyldige, som kommer til at spørge ind til det, eller bare befinder sig det forkerte sted...).

Jeg er til dagligt egentlig ret godt tilfreds med at være Louise. Men jeg har igennem tiden været så heldig at have været Hatchepsut, Moira Halfface, Judith Jones, Manon de Bergerac, Kaptajn Fiona Blackwell, Chloë Freemont og Inez y Ceara . Og mange andre. Og det har været guld værd!


Jeg har skrevet om en række af dem. Og offentliggjort det sågar på min hjemmeside. Man kan læse om dem her. Det er sikkert internt og uforståeligt for andre end dem, der var med til at spille scenarierne. At jeg linker til det er muligvis kun for at understrege, hvor vigtige disse karakterer i tidens løb har været for mig, for min selvforståelse og min mentale sundhed.

...noget om offentlighedsloven

Jeg er ikke politiker og jeg er ikke jurist. Måske er det derfor jeg ikke forstår den. Offentlighedsloven. Jeg forstår ikke, hvordan lukkethed støtter op om demokratiet. Jeg forstår ikke, hvorfor politikerne føler trang til at skjule hvad de har gang i. Er det fordækt? Laver de noget, vi ikke bør se? Foregår der forhandlinger, som de ikke vil stå ved? Måske. Måske ikke. Men hvis vi ikke må få aktindsigt, så ved vi det ikke.

Jeg er ikke en fan af konspirationsteorier, og jeg tror ikke for alvor på, at politikerne ønsker at føre os bag lyset. Eller at de vil kaste sig ud i korrupte og lyssky handlinger for egen vindings skyld. Vel? Eller... Jeg ved det ikke. Jeg HÅBER det ikke! Jeg er kendt for at være en smule mere naiv end hvad der er godt for mig, så jeg kan tage fejl.

Jeg har det sidste halve års tid haft fornemmelsen af, at der lige præcis foregår et eller andet bag kulisserne i Folketinget. Jeg føler, at vi bliver tromlet, og at politikerne ikke forklarer hvorfor deres plan er den gode plan. Lærerkonflikten føltes fra starten af som noget iscenesat, hvor kun nogle af konfliktens parter var instruerede og informeret om stykkets beskaffenhed. Lærerne måtte improvisere, og måtte til sidste indse, at ligegyldigt hvordan de spillede deres rolle, så måtte de ende med at tabe. Lige nu er noget tilsvarende ved at folde sig ud mod de praktiserende læger. De har så muligheden for at sabotere stykket i noget højere grad end lærerne havde, men slutningen på dét stykke er alligevel stadig uvist.

Det føles som om, at regeringen har en stor og forkromet plan, men de vil ikke forklare, hvad den går ud på. Vi kan ikke gennemskue om den er fornuftig, hvis vi ikke har indsigt i hvad beslutningerne er blevet  baseret på. Umiddelbart virker det hele usikkert og uovervejet - eller i hvert fald ikke overvejet baseret på de fakta, der foreligger.

Og nu - i dag - offentlighedsloven. Som vil begrænse pressens (og dermed vores) indsigt i kommunikationen mellem to ministerier, og mellem et ministerium og en styrelse, hvis opgave det er at rådgive en minister i vedkommendes beslutninger. Hvorfor skal dét være hemmeligt? Hvis politikerne bager rævekager, så skal vi vide det. Jeg regner med, at de står ved deres beslutninger, og at disse træffes på saglige og fornuftige fakta. Hvorfor skal det så være skjult? Gennemsigtighed fremmer tillid. Ved mørkelægning vil jeg være noget så frygtelig nysgerrig efter at vide, hvad der foregår i det skjulte. For det må vel så være noget, nogen ønsker at hemmeligholde? I private hjem er det i orden med mørke gardiner - der har jeg ingen ret til at smugkigge (lige meget hvor nysgerrig jeg er). Men der er vel ikke noget mere offentligt end vores Folketing? Vi har jo selv valgt dem. Og de udfører deres arbejde til fælles bedste. For at gøre Danmark og danskere til det bedste land og de gladeste verdensborgere. Ikke? Der må ikke fejes noget ind under gulvtæppet - var det ikke dét vi var enige om engang? Blev vi ikke frygtelig forargede og vrede, da det blev afsløret at bunken af skidt under gulvtæppet havde kostet menneskeliv og var moralsk forkastelig?

Kæreste Folketing - eller alle jer, der stemte for offentlighedsloven i dag i hvert fald - vær nu søde at indse, at vi bliver mere og mere utrygge jo mere I behandler os som små børn, der ikke må vide, hvad de voksne laver. Det her er jo trods alt et demokrati, og i morgen fejrer vi Grundlovsdag, som vel ret beset er en dag, hvor vi fejrer, at vi er med til at bestemme. Men det føler jeg ikke, at vi er lige nu. Lige nu træffes der valg hen over hovederne på os, som jeg synes er uretfærdige og uforståelige. Jeg er blandt de over 85.000, som skrev under på protesten mod offentlighedsloven, og indrømmet, 85.000 er kun en brøkdel af den danske befolkning. Ikke desto mindre er det den største online underskriftsindsamling nogensinde i Danmark. Og I har ikke lyttet. Jeres kolleger i andre partier har protesteret, og komme med ændringsforslag til loven, og I har ikke lyttet.

Jeg håber, at I lytter næste gang vi stemmer.

...noget om at byde velkommen til 684 nye danskere

I 2001 satte Dansk Folkeparti en annonce i avisen med navnene på en lang række nye danskere. Ugen efter bød en lang række danskere (mig selv inklusive) de samme danskere velkomne i en næsten identisk annonce. Det føltes godt at række hånden frem og sige velkommen. I sidste uge gjorde DF det minsandten igen. Men denne gang trumfede de med den svinestreg at skrive i overskriften, at 1 af de 684 nye danskere på liste var til fare for Danmark.

Heldigvis var der straks nogen, der satte handling efter forargelse, og oprettede denne side, hvor man (igen) kunne være med til at byde de nye danskere velkommen. Man skal bidrage med 50,- for at dække udgifterne til annoncerne - overskuddet bliver doneret til Dansk Flygtningehjælp. For en time siden talte siden 1994 danskere, der havde rakt hånden frem. I skrivende stund (2/6-13 kl 12.25) er der 2004. Og der bliver flere. Jeg var blandt de første 500 (så vidt jeg kan regne ud), og jeg helt enormt stolt af alle dem, der lægger navn og penge til. Og har stor stor respekt for initiativtagerne, der ovenikøbet måtte møde Pia Kjærsgaard herself i fredags på DR2! *Gys* Jeg må indrømme, at jeg ikke så indslaget. Det kvindemenneske gør mig bange. Seriøst!

En ret stor del af de 684 nye danskere er børn og unge - en del af dem adopterede eller familiesammenførte - men selv hvis man ser bort fra disse åbenlyse uskyldigheder, så kan jeg ikke se, hvordan én eneste på listen skulle være til fare for Danmark. Især ikke hvis de bydes velkomne med åbne arme. Jeg kan ikke forestille mig, at mennesker som samfundet har besluttet gerne må være danske (og som jeg forstår det, er det en vanskelig og krævende process) på nogen som helst måde skulle ønske at ødelægge noget for Danmark. Jeg kan kun se, at vi bliver berigede. De fleste mennesker reagere negativt på at blive diskrimineret og uretfærdigt behandlet, især når det eneste der ligger bag, er nogens fordomme og angst for mennesker, der er anderledes end dem selv. Og bliver man behandlet dårligt nok længe nok, så gør man oprør. Og det er faktisk en god dansk skik. Bønder, arbejdere, kvinder har i tidens løb sagt fra og lavet om på samfundsordenen. Det er Danmark kun blevet bedre af.

Men hvis vi nu lægger ud med at være imødekommende og med at se mangfoldigheder som noget godt, så kan vi vende både vores og vores nye meddanskeres energi mod noget positivt - nemlig at gøre Danmark til et endnu federe sted at være.

Jeg skammer mig over DF, som spreder fordomme og angst blandt folk, der ikke ved bedre. Hvorfor er de så bange for at miste den danske kultur? Den danske kultur forandrer sig jo hele tiden. Og de ting som er værd at holde fast i, de bliver aldrig nogensinde afskaffet. Jeg grinede (lidt vemodigt), da jeg læste følgende citat fra Pia Kjærsgaard i forbindelse med tørklædesagen i de danske supermarkeder: »Det er altså ikke en dansk skik, at man har tørklæde på i et supermarked, ligesom det ikke er dansk skik, at man har alle mulige andre beklædninger på, altså piercinger eller hvad ved jeg« (se hele artiklen her. Hun er jo lige så bange for disse nymodens tendenser med piercinger og tatoveringer, som hun er for tørklæder. Arj, men, herregud da! Det er jo det nye, hun er bange for! Alt der ikke passer ind i hendes private verdensopfattelse. Det nytter da ikke, at vi går og er bange for alt, der er anderledes, alt, der er nyt. Det nytter ikke noget at være bange - det kommer der intet konstruktivt ud af. Lad os række hånden frem mod fremtiden - og byde den velkommen!

PS. Jeg er sjældent den, der pådutter andre mine meninger i offentligheden (når man ser bort fra denne blog), så det er en stor ting, når jeg siger dette: Jeg vil varmt anbefale at man går ind på 684+1's side og lægger navn til velkomsten - jo flere jo bedre.