Jeg giver til velgørenhed - faktisk går en pæn del af min beskedne indkomst hver måned til velgørende formål. Det er ikke for at prale, men jeg ville bare nævne det for at sætte følgende i det rigtige perspektiv: Jeg har det meget svært med tiggere! Jeg bliver irriteret og sur, hver gang jeg ser én, og jeg nægter pure at give så meget som en 50-øre!
I min barndom gik turen ofte til Tunesien og Marokko, og begge steder vrimlede det med tiggere, men det virkede reelt nok. Det var fattige lande, og tiggerne var ofte blinde (med hvide, slørede øjne, hvis elendighed gjorde et varigt indtryk på mig), manglede lemmer, var psykisk handicappede eller på anden vis sat udenfor et samfund, som ikke magtede eller havde råd til at tage sig af dem. Så kan jeg godt forstå, at man ikke ser anden udvej end at række hånden ud og tigge.
Men jeg kan mærke at jeg bliver krakilsk og nærig, når folk tigger i Danmark. De fleste er (så vidt jeg kan skønne) sunde og raske, og har pænt og rent tøj på. Jeg er klar over, at mange af dem ikke er danskere og derfor ikke har de muligheder som fattige danskere trods alt har. Præmieeksemplaret er den kernesunde, yngre kvinde (formodentlig østeuropæer), som jeg hver dag møder på vej ud fra stationen i Albertslund. Hun ligner en, der ligeså godt kunne have ekspederet mig i Fakta. Jeg får lyst til at ruske hende, og sige at hun skal få sig et ordenligt job! Ok, jeg ved godt at jobs ikke lige hænger på træerne, men altså! Jeg ville skamme mig over at tigge, og jeg skammer mig over at gå forbi hende. Det samme når jeg sidder i s-toget og en mand (måske er det den samme mand hver gang?), som siger 'Er der nogen der vil give en hjemløs lidt til dagen og vejen?'. Jeg køber af og til Hus forbi - lige så meget for at støtte den hjemløse der sælger, som for at læse bladet. Det er ikke tiggeri. Men jeg giver aldrig til den hjemløse i s-toget. Og hver gang får jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke gør...
Hver gang jeg passerer en tigger eller en tigger passerer mig, så får jeg lyst til at sige 'Jeg giver altså omkring 500,- om måneden - plus det løse - til velgørenhed. Det er ikke fordi jeg er nærig, at jeg ikke vil give til dig. Men jeg bryder mig ikke om at blive konfronteret med folks elendighed, og derfor ignorerer jeg dig'. Nej, ok, det sidste får jeg ikke lyst til at sige, men det er sådan jeg har det. Og jeg skammer mig over det. Det ER jo folk med problemer, og hvis økonomi på ingen måde hænger sammen (vil jeg tro). Men jeg kan ikke redde dem enkeltvis, og jeg har ikke lyst til at forholde mig til dem enkeltvis. Derfor dulmer jeg min samvittighed med medlemskaberne og donationerne til de organiserede pengeindsamlere. Jeg føler mig tryggere ved, at professionelle folk håndterer mit ydmyge bidrag og bringer det videre til dem, der har brug for det. På den måde ved jeg, at mine småpenge ikke går til alkohol og stoffer, eller ned i en eller anden crimelord's lommer. Og så behøver jeg heller ikke at få snavsede hænder. Dem har jeg vasket med mine bidrag.
Men jeg gør det jo ikke for at vaske hænder - giver bidrag. Jeg gør det ikke for at dulme min samvittighed. Jeg gør det fordi jeg gerne vil hjælpe. Og jeg hader, at tiggere får mig til at skamme mig! Og jeg ved rent ud sagt ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Men jeg vil ikke give dem noget. Øv for et dilemma!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar