...noget om at bestemme

Jeg kan godt lide at bestemme. Det kan de fleste nok. Der er bare ét problem ved det, og det er, at når man bestemmer, så har man også ansvaret. Dét er mindre sjovt. Især hvis det man bestemte var noget skidt...

Ét sted, hvor jeg ikke slipper for at bestemme og have ansvar, er overfor mine børn. Og ja, jeg bruger gerne 'Fordi det er mig, der bestemmer', når de spørger hvorfor en eller anden beslutning ikke faldt ud til deres fordel. For i den forbindelse ER det mig, der bestemmer. De kan godt komme med indsigelser og ændringsforslag, men i sidste ende er det mig, der har det sidste ord. Og ansvaret.

Jeg har generelt ikke nogen særlige ambitioner om at blive leder eller bestemme over andre i større stil. Det er ellers i mit blod. Begge mine forældre var ledere, og min søster er det, og min bror er det vist også i lidt mindre stil. Men jeg har ikke lyst til det. Ikke lige nu i hvert fald, hvor jeg får al min bestemmelyst styret derhjemme.

Jeg kan godt lide at bestemme, når jeg spiller rollespil, men det er mest fordi, at vi skiftes til det og fordi, der ikke er nogen, der dør rigtigt, når jeg laver rigtig dumme beslutninger. For dælen da, hvor er jeg glad for ikke at være militærleder eller politiker i det virkelige liv!

Politikere kan jeg godt have det vældig svært med. Vi har jo selv valgt dem, som vi mener vil være gode til at bestemme ting, som vi er enige i. Desværre er der ikke altid sammenhæng mellem dem der er dygtige til at bestemme og dem jeg er enige med politisk... *suk* Så skulle jeg jo selv stille op. Hmm, jaeh, joeh, men så var der jo det om ansvaret. Har jeg mod på det? Det er jo pludselig 5½ million børn man skal bestemme over og tage ansvar for, og det er ærlig talt noget overvældende, når man nu synes at to børn (eller fem rollespillere) kan være alt rigeligt.

En eller anden klog person (som jeg desværre ikke har kunne identificere, skønt jeg har googlet og googlet - det er muligvis Dumbledore...) har sagt, at de bedste ledere er dem, der ikke ønsker at lede. Dem, der når situationen kræver det, tager ansvaret på sig og går forrest. Det er nok kun en del af det, tror jeg. Der er mange, mange delelementer til den gode leder, og jeg har næppe overblikket over dem allesammen. Man må gøre sit bedste, tror jeg. Lytte og huske. Tage hensyn (men ikke så meget, at man ikke kan gennemføre noget). Forklare sig, når ens motiver er ugennemskuelige (som i lærer- og lægekonflikten). Tænke stort og tænkte småt. At tage ansvar er såmænd kun en lille del af det. Og jeg bliver træt bare ved tanken. Jeg må nok nøjes med at råbe gode råd fra sidelinjen, indtil den dag jeg bliver modig nok (og mangler nogen at bestemme over derhjemme). En dag flytter børnene jo hjemmefra, og så er der kun en kat tilbage. Og vi ved allesammen, at dem kan ingen bestemme over.

...noget om at lege

Jeg holder aldrig op med at lege. Det betyder ikke at jeg lider af Peter Pan kompleks og ikke vil være voksen, slet ikke. Jeg kan faktisk godt lide at være voksen - det er bare sjovere at være det, når der også er plads til leg. Jeg bliver aldrig træt af at gå på line, bygge LEGO, spille brætspil og rollespil. Jeg råber stadig 'gul bil!', når jeg ser én (i håbet om at jeg for en gangs skyld er hurtigere end Sønnike). Jeg giver stadig lammer, når jeg ser en Audi (ditto). Jeg bliver aldrig en ørn til Playstation spil, og Sønnike siger at det er fordi jeg ikke øver mig nok. Det skal nok passe.

Jeg kan godt huske den periode i folkeskolen, da det pludselig var forkert at lege. Da udvalgte piger i klassen pludselig ikke længere gad at sjippe eller lege kronskjul, men i stedet begyndte at gå rundt med hinanden under armen og hviske og fnise. Jeg husker stadig ordene 'Guud, hvor er I barnlige!' udtalt med en inderlig foragt over, at vi ikke alle sammen var nået lige langt i den der udvikling til at blive voksne. Selv da folkeskolen sluttede, var jeg ikke nået særlig langt. Heldigvis blev jeg reddet at et år i Californien. Der fandt jeg en flok galninge, der stadig legede, selvom de var et par år ældre end mig. Og det bedste ved det var, at de godt gad at lege med mig. Jeg var altså ikke enestående, fordi jeg stadigvæk legede - der var folk som mig! Jeg blev ret god til at spotte dem. I gymnasiet gik de til drama allesammen - det er jo også en slags leg. Og da jeg fyldte 19 år gav min fætter mig nogle sære terninger, og så havde døren til rollespillet åbnet sig. Det var fantastisk!

Så på trods at den lidt uafklarede periode i folkeskolen, hvor jeg havde fået indtrykket af, at et goddag til voksenlivet var et farvel til leg, så var jeg nu tilbage på det rette spor: at det ene bestemt ikke udelukker det andet!

Jeg kender heldigvis masser af familier, hvor det at lege sammen og spille sammen er helt naturligt. Jeg kender også familier, hvor børn og voksne lever i helt forskellige verdener, og ikke rigtigt har noget at sige til hinanden. Det synes jeg er synd. Legen er et sted, hvor vi mødes. Lige meget om man er barn eller voksen.

En eller anden klog person har på et tidspunkt sagt 'Vi holder ikke op med at lege, fordi vi bliver gamle. Vi bliver gamle, fordi vi holder op med at lege'. Så jeg bliver nok aldrig gammel. Bare ældre.

...noget om tid

Tid er dyrebar, og vi må ikke spilde den. Er den først brugt, får vi den ikke tilbage, og i vores livs sidste øjeblik fortryder vi mere de ting vi ikke nåede, end de ting vi gjorde. Jeg har generelt for lidt tid, eller for mange ting jeg gerne vil nå. Der er aldrig tid nok.

For et par år siden gik jeg ned med stress. Jeg troede først, at jeg var fysisk syg: hjertebanken og åndedrætsbesvær. Jeg sov dårligt, og vågnede nogle gange med et gisp, som om jeg ikke havde trukket vejret i et par minutter. Det var virkelig ubehageligt! En morgen vågnede jeg, og den var helt gal. Hjertet hamrede derudaf, og jeg troede, at jeg skulle dø. I stedet for at tage til bryllup, tog jeg på skadestuen, hvor jeg blev indlagt og placeret på enestue med hjerterytmemåler og hvad har vi. Der lå jeg nogle timer og slappede helt af, mens jeg læste lidt i en bog. Så kom en læge ind, og hun kunne se, at min puls var faldet til normal, og hun fortalte at alle undersøgelserne ikke viste, at noget var galt. 'Har du overvejet om det kunne være stress?' spurgte hun. Min hjerne tænkte 'Pjat, jeg får da ikke stress. Jeg har styr på det'. Men hele min krop åndede lettet op (i bogstaveligste forstand): endelig havde nogen sagt ordene. Endelig fattede jeg alle dens vink: at det ikke var den, det var galt med. Det var mig.

Jeg lærte af det, at jeg bliver nødt til at sige nej til invitationer. At jeg ikke kan nå at se alle de gode film i biografen. At der bliver nødt til at være ting, som jeg - desværre - går glip af. Ærgerligt. 

Min mor sagde på et tidspunkt, at jeg jo kunne nøjes med at sige ja til de sjove ting. Men det er det hele jo. De kedelige ting er der slet ikke tid til. Men nu siger jeg også nej tak til de sjove ting (i denne weekend alene gik jeg glip af en fødselsdag, et aftenliverollespil, en fortællerfestival i Helsingør og et middelaldermarked i Valby). For tingene skal hænge sammen. Og man oplever ingenting, hvis man er død af stress.

Nu skal dette her ikke være et indslag om hvor populær og aktiv jeg er, men en påmindelse om hvad der er vigtigt. Jeg har lært at sige nej, at sige fra og melde fra. Jeg har lært, at det ikke bare er ok at sige nej, fordi man ikke skal noget: det er nødvendigt. Jeg skal gerne indrømme, at det stadig er svært. Jeg bliver næppe nogensinde god til det, for jeg hader inderligt at gå glip af noget. Men jeg vil meget hellere leve :-)

...noget om at læse

Det måtte jo komme... Jeg er jo bibliotekar, og jeg synes, at det er helt vildt vigtigt at læse! Det første jeg gør, når jeg besøger folk, er (og det er vist klassisk for os bibliofile) at tjekke deres bogreoler ud. Hvad har de stående? Hvad er slidt og har været læst mange gange? Kan jeg nikke genkendende til titlerne eller bliver jeg inspireret?

Jeg havde engang en kæreste, som ingen bøger havde. Da jeg ved første besøg spurgte ham, hvor hans bøger var, så sagde han lidt uforstående 'hvilke bøger?'. Det holdt selvsagt ikke særlig længe. Forholdet altså. Jeg tror ikke, at han nogensinde anskaffede sig nogen bøger.

Det synes jeg egentlig er synd. Det må være fattigt ikke at læse. Kedeligt. Tænk kun at leve ét enkelt liv! Tænk ikke at kende eller elske andre mennesker end dem man rent faktisk har mødt. Sørgeligt! Jeg har besøgt Herredet og Nangijala og Discworld og Eventyrland og England anno 1800, Spanien anno 1609, USA anno 1880'erne og Paris i 1794, og mange, mange andre steder. Mine venner er Laura Ingalls Wilder, Bilbo, Kunta Kinte, Mr. Darcy ( <3 ), Leonora Christine, Hermione, D'Artagnan og Kaptajn Alatriste.

Jeg har rejst i tid og rum, mens jeg har siddet i sofaen, ligget på stranden, siddet i haven og puttet i sengen. Selv når jeg er syg og elendig, kan jeg rejse. Når jeg venter og når jeg kører i tog - så bliver det aldrig kedeligt.

Men ud over underholdningsværdien, så lærer jeg jo noget: Hvordan andre mennesker lever andre steder og i andre tider. Hvad de tænker, hvorfor de gør det, hvad rører dem og hvad de bliver vrede over eller glade for. Jeg lærer at forstå mennesker. Jeg lærer af deres erfaringer. Jeg lærer også mennesker at kende, hvis handlinger jeg ikke rigtig forstår, hvis motiver er uforståelige, men som jeg alligevel får et indblik i.

Jeg fik engang at vide - og jeg har desværre ikke fundet beviserne til at bakke det op med - at de fangevogtere, der begik de voldsomme overgreb i Abu Graib, var vidt forskellige typer af mennesker, som dog havde ét tilfælles: de læste ikke. De havde ikke fået læst bøger højt, da de var børn. De havde derfor ikke lært empati og forståelsen for andre menneske i samme grad, som dem der læser. Det er jo en påstand der vil noget. At man bliver et bedre menneske af at læse.

Nu tror jeg ikke at det er selve bogen som medie, der er udslagsgivende. Det er historierne. Man har jo fortalt historier altid og altid, anekdoter, eventyr og legender. Omkring lejrbålet, ved pejsen og på sengekanten. Man har fortalt dem og sunget dem og filmet dem. Man skal bare holde øjne og ører åbne, så er der historier alle vegne! Og det er historierne, der betyder noget. Det er dem, der gøre livet rigt.

...noget om at give slip

Det kan være så svært at give slip. Der er altid en ånd af tab og sorg og tomme hænder over det. Men jeg har opdaget at tomme hænder bedre kan gribe - det kan hænder fulde af døde ting ikke.

Jeg har i tidens løb måtte give slip på mange ting: principper, drømme, venskaber, forelskelser. Nogle har været vanskeligere end andre. Nogle har jeg næsten sluppet med væmmelse, skubbet ud af døren, vokset fra eller tabt uden at have opdaget det. Mens andre gør ondt, ondt, ondt i lang tid efter, fordi de næsten er groet fast på én og må fjernes kirugisk fra håndfladerne. Dét er de værste. Men når jeg har stået der tilbage - hul og øm - så er der næsten altid kommet noget bedre tilbage: hård hud, selvindsigt, ro, nye muligheder, nye drømme, nye venner, nye forelskelser.

Hver gang jeg lader noget glide mig af hænde, så mister jeg også en lille bitte smule af mig selv. Men måske er det ok. Måske er dét, jeg mister, noget som jeg i virkeligheden ikke har brug for. En ven som suger mere energi end han/hun giver, en drøm som - udover at være umulig - bremser for alle de andre drømme, principper som i mødet med virkeligheden bare ikke holdt.

Lige nu er min største udfordring at give slip på Hende den Lange. Om små 3 måneder sender jeg hende til Skotland i et år, hvor hun skal gå i skole. Hun skal bo hos en anden familie, vil gå i en ny skole, få nye venner og nye fritidsaktiviteter. Jeg vil ikke høre om det hver dag. Jeg vil ikke kunne følge med i de små forandringer. Jeg vil ikke kunne se hende vokse sig stærkere, smukkere og mere sikker på sig selv. Jeg vil sende en ung pige af sted og vil få en ung kvinde tilbage. Og det vil kun lykkes, hvis jeg giver slip...

Nu er det gode ved at give slip på mine børn, at jeg ikke giver rigtig slip. Jeg mister dem jo ikke - måske tværtimod. Men de kan ikke vokse og blive til de mennesker, som de skal være, hvis jeg ikke træder et skridt tilbage og holder op med at styre deres retning. De skal træffe egne beslutninger, begå egne fejl og de skal lære af dem. Det eneste jeg kan gøre, er at give dem en balast og trøste dem, når det går galt. Sønnike udlånte i går sin diamantrustning i Minecraft til en ny ven. Han har brugt dagevis på at spare op til den og han var så stolt af den. Og så vil den lille møgunge ikke aflevere den tilbage igen, og Sønnike måtte grædende indse, at den var tabt for evigt, og han kunne begynde forfra. En hård lektion i en forholdsvis sikker og harmløs verden, men en lektie, som han har lært noget af.

Min mor har betroet mig - da jeg blev voksen - at hun syntes, at det var meget svært at give slip. Det opdagede jeg aldrig. Jeg har kun mærket støtte og trøst, og et smil og et vink, når jeg kækt vendte ryggen til og drog ud i verden. Jeg håber, at jeg kan gøre det samme. For det gør ondt at sige farvel til min lille pige, men det bliver helt fantastisk at byde min voksne datter velkommen hjem igen. Det glæder jeg mig til.

...noget om gud(-er)

I dag har jeg fri. Det er Kr. Himmelfarts dag, og det betyder, at samfundet har lukket, fordi en profet for et par tusind år siden lavede et seriøst vildt markedsføringstrick. Eller hans disciple gjorde... Det er der historien bliver lidt fuzzy. Jeg skal ikke kunne udelukke, at Jesus levede engang, og gik rundt og sagde fornuftige ting, som fx at vi skulle være rare ved hinanden, men jeg tror ikke på, at han var søn af en gud, for jeg tror ikke på Gud. Hele konceptet om at bygge sit liv op omkring en imaginær entitet virker fjollet på mig. Og det skønt jeg engang havde imaginære venner, som fyldte og betød noget. Men jeg voksede fra det.

Nu ved jeg, at der stadig er mange, sikkert også i min omgangskreds, som tror på på den ene gud eller den anden. Og det er ikke for at fornærme nogen, men jeg forstår bare ikke, hvordan noget usynligt, uhåndgribeligt, som ingen nogensinde har leveret beviser på findes, kan fylde så meget i vores samfund. Selvfølgelig handler det om tro, om at tro på noget, som man ikke kan bevise eksistensen af. Men hvis jeg sagde, at jeg troede på Julemanden eller Tandfeen, så ville folk himle med øjnene og synes jeg var fjollet. Det synes jeg er det samme.

Ikke at jeg har noget imod den stribe fridage vi får i løbet af foråret, som er foranlediget af at Jesus døde. (Uretfærdigt egentlig, at vi kun holder én ferie for at fejre at han blev født og tre at fejre (?) at han døde - Påsken alene giver flere fridage end julen ovenikøbet). For min skyld måtte man gerne afskaffe dem og indføre en uges forårsferie i stedet.

Måske har mit problem ikke så meget med guder at gøre - eftersom jeg ikke tror på dem, betyder deres eventuelle vrede og straffe ikke noget for mig. Men snarere med selve religionerne omkring dem. For hold da op, hvor kan folk blive sure på hinanden, hvis man tror forkert på sin gud. Eller når man er uenig over mængden af guder man kan have. Det virker som om, at der har været farligt mange krige, som gik ud på at bevise at den ene imaginære ven var større og bedre end den anden (cirka citat: Richard Jeni). Hold da op, hvor er det fjollet! Og at henvise alverdens ulykker til at 'det er Guds vilje', svarer i mine øjne meget til når Sønnike giver Lillemand skylden for dette og hint. Man lader være med at tage ansvar.

Det er heldigvis ikke det store problem i Danmark. Her er det vist ret normalt at være ateist. At vi stadig ikke har sekularisering, forstår jeg ikke. Jeg tænker, at det er en forglemmelse, som vil blive rettet inden for min levetid. Men i Verden er det et problem. I Verden er store grupper delt op i 'dem' og 'os', fordi man tror forskelligt - og det selvom man ser næsten ens ud og lever på næsten samme måde. Man gemmer sig bag religionerne. Hvis man nu fjernede dem, hvad handlede det så i virkeligheden om? Penge? Magt? Hævn? Hvis fokus blev flyttet fra religionen til hvad det virkeligt handlede om, så kunne vi måske gøre noget ved det.

...noget om imaginære venner

Da jeg var lille, boede jeg langt ude i en skov. Der var et par børn i nærheden, men de var ældre end mig, og gik i skole. Så fandt jeg selv på nogle venner: Hi-hi, Ha-ha og Ho-ho. Hi-hi var en pige, og forfærdelig fræk. Jeg kunne forarget fortælle lange historier om hende, siger min mor. Ha-ha og Ho-ho var drenge - de var der ikke helt så meget som Hi-hi, men nogle gange er det bare rart med flere venner. Hi-hi boede i Split i (daværende) Jugoslavien, og da vi engang var på ferie der, foreslog min mor, at vi besøgte hende. Jeg fortalte studst, at hun ikke var hjemme, og talte aldrig siden om hende. Min mor savnede hende, og fortrød, at hun havde afsløret mig. Jeg savnede hende måske også. Jeg kan ikke huske det. Jeg kan kun huske, at vi legede, og at det var smadderskægt.

Hende den Lange havde usynlige søskende. Altså dengang hun var knapt så Langagtig, og ikke var storesøster endnu. Hendes far og jeg var lidt længe om at levere varen, og så må man jo klare det selv. Der var både ældre og yngre søstre og brødre, og især (den usynlige) lillebror havde en prægnant rolle. Engang hørte jeg hende skælde ham ud: 'Det er ikke ok at drille nogen, bare fordi de ikke er usynlige!'. Og det har hun jo i og for sig ret i.

Sønnike har Lillemand. 'Har' i nutid, for bare fordi man er 9 år og har en hel del gode venner (som er virkelige), så er det altså rart med sådan en god kammerat, som altid er der, når man har brug for ham. Jeg skal gerne indrømme, at Lillemand primært har været brugt som prügelknabe det sidste års tid: det er ham, der glemmer at slukke lyset på Sønnikes værelse, som lader vandet løbe på badeværelset, som spilder på gulvet og glemmer og tørre op. Den slags. Jeg har mange, mange historier om Lillemand og hans omfangsrige familie. Dem vil jeg skåne jer for.

Jeg har også en BIFF (Best Imaginary Friends Forever) i dag. Han er altså virkelig nok (jeg sværger!). Han bor på Fyn og trods det, at jeg kun har mødt ham én enkelt gang, så har vi været på talrige eventyr. De involverer gerne zeppelinere, mammutter, ostemadder, redningsaktioner i Colosseum i det gamle Rom, arbejdsopgaver for Galaxity og den slags. Så han findes, men vores fælles oplevelser er helt og aldeles imaginære.

Ikke desto mindre kan de redde min dag. Hvis dagens første FB-status har været en smule morgengnaven og mavesur, så swooper Ulf lige ind med zeppelineren og tager mig med på eventyr. Så er det slut med gnavenhed. Så ved jeg, at nogen tænker på mig og gerne vil muntre mig op. Det er rart. Og det er vist hele pointen med usynlige venner (og søskende): Man er aldrig alene. Der er nogen, der gider lege (som oftest i hvert fald - jeg har også hørt om imaginære venner, der ikke gad. Sådan nogle skal fyres! Omgående!). Der er nogen, som gider lytte, trøste, og som gider tage på eventyr med én. Og som tager skraldet, når man har lavet ulykker... Der er mange, mange anvendelsesmuligheder for imaginære venner. Jeg kan kun anbefale det.

(Disclaimer: Jeg kan til gengæld kun fraråde at lytte til stemmer i ens hoved. Nogle vil måske mene, at de er beslægtede med imaginære venner, men det er ikke tilfældet. Imaginære venner = godt, stemmer i hovedet = dårligt) 

...noget om kys

Jeg elsker at kysse! Det kan være blødt og rart og heftigt og lidenskabeligt - en lille kærlighedserklæring eller en stor.

Der er selvfølgelig en stor forskel på kys. Der er kys, man planter på sin farmors sprøde pergamentshuds-kind. Der er de store, våde kys man får af små børn (som helst skal være fra børn man holder af, og helt uden for meget snot). Der er de nådige kys man får lov til at få af Sønnike, eller de hyggelige godnatgys som Hende den Lange (min 15-årige datter) giver. Der er de store smækkys, som man får af sine venner, og de fantasiske hede kys man får af en kæreste eller en elsker, den slags som forplanter sig i hele kroppen og bliver til noget, som ingen Kluddermor kan hitte rede i.

Det er lidt svært at sige, hvilke kys jeg holder mest af - hver slags har sin berettigelse. Men fri mig for tørre pligtkys - dem gider jeg ikke. Men fingerkys og de der kys franskmænd giver, som lander i luften ud for ens øre - de er også lidt hyggelige.

Når det kommer til kærester og elskere, så skal kysset være i orden. Det er i kysset at gnisten opdages - hvis kyssene fungerer, så gør resten ofte også (efter min begrænsede erfaring... ahem...). Det allerførste kys skal helst være prøvende og blødt, og det må gerne udvikle sig stille og roligt derfra. Små bid i underlæben - hmm :-) Den første begyndende tungeleg. Uh! Og derfra kan det ofte gå galt! Jeg har aldrig brudt mig om at få nogens tunge stukket langt ned i halsen. Det er virkelig en kunst at tungekysse - en kunst som bestemt ikke alle mestrer! Men man kan uden tvivl forbedre sin teknik med masser af øvelse... :-)

Jeg har aldrig haft problemer med at kysse på skæg. To dage gamle stubbe kan dog ikke anbefales... For det meste er det blødt og rart, hvis bare læberne bag skægget også er det.

Pigekys er helt vildt bløde! (Yes, I've kissed a girl) Jeg spekulerer på om mundmuskulaturen er forskellig hos kvinder og mænd. Måske var det bare lige den pige jeg kyssede, der havde specielt blød mund? Hmm, må nok ud og samle noget empirisk data. Ellers er det jo en helt vild uunderbygget påstand at komme med!

Kan desværre konstatere at jeg kysser alt for lidt for tiden. Hvis der er nogen, der trænger til at øve sig, så sig bare til.

...noget om bandeord

I min familie bander man ikke. Altså, jo, når man er virkelig gal, så siger man 'saftsuseme' eller 'saftpedersprællende'. Når min far hidser sig op i trafikken, så ryster han knytnæven af de andre og siger: 'bønder med ører'.

Da jeg var 6 år skiftede jeg skole og mødte Dorthe. I Dorthes familie bandede man, så mine øjne blev store og min kæbe faldt ned. Jeg troede først, at de måtte være meget vrede hele tiden, men de var faktisk rigtig søde, og det var bare sådan de talte. Dorthe lærte mig nogle rigtig gode bandeord, som jeg ikke bruger særlig meget mere. Med mindre jeg er virkelig gal.

For det er sådan jeg opfatter bandeord: det er kraftudtryk, som fremhæver at man føler noget rigtig stærkt. Det er når almindelige ord ligesom bare ikke er nok. Når ordene rettes mod mig, bliver jeg stødt og lidt bange, fordi folk jo så må være meget vrede på mig. Jeg opfatter dem også som uhøflige - bandeordene. Bandeord hører ikke til i høvisk tale. Når man bander, så taler man grimt. Det lærte jeg som lille. Og man taler ikke grimt til andre mennesker, med mindre de virkelig har fortjent det.

Jeg har givet det videre til mine børn, og de har taget det til sig. I en grad så Sønnike strengt siger: 'Mor, du må ikke bande!', hvis der ryger en finke af fadet. Flere af mine venner bærer over med ham, mens andre vist bliver stødt over at få påtalt, at de taler grimt. En har taget konsekvensen, og har skiftet alle bandeord ud med 'sukkerfrø' (lang historie), når Sønnike er inde for hørevidde.

Jeg bander som sagt kun lidt - sjældent i tale og så godt som aldrig på skrift. Det er hårdere at bande på skrift. I talen kan det jo smutte - det skidt - men, når man skriver, så vælger man hvilke ord man skriver ned. Og så virker det meget stærkere. Når folk bander af mig på skrift, så bliver jeg særlig stødt. De vælger aktivt at skrive grimt til mig. Det synes jeg ikke er ok.

Ja, jeg er sart på dette her punkt. Snerpet sikkert også. Jeg tænker bare, at hvis vi nu talte pænt til hinanden, så er det så meget nemmere at høre, hvad der bliver sagt. Når jeg ikke bliver bombarderet med følelesudladninger, men i stedet med argumenter, så kan jeg bedre forholde mig til det vigtige. Ligesom at folk ofte står af, når folk bare råber til dem i stedet for at tale normalt. 

Man må såmænd gerne bande i min nærhed. Jeg gemmer bare mine egne bandeord til når der virkelig er brug for dem. Så gør de også så meget mere indtryk. En ven var blevet behandlet rigtig dårligt af nogen, han troede var hans venner, og han var ked af det. Så bandede jeg alt hvad jeg havde lært, og han blev så forbløffet, at bandeordene ligesom dulmede skuffelsen og vreden. Mine sjældne bandeord aede hans sjæl lidt, og han følte sig trøstet. Det er da den bedste måde at bruge bandeord på :-)