Det kan være så svært at give slip. Der er altid en ånd af tab og sorg og tomme hænder over det. Men jeg har opdaget at tomme hænder bedre kan gribe - det kan hænder fulde af døde ting ikke.
Jeg har i tidens løb måtte give slip på mange ting: principper, drømme, venskaber, forelskelser. Nogle har været vanskeligere end andre. Nogle har jeg næsten sluppet med væmmelse, skubbet ud af døren, vokset fra eller tabt uden at have opdaget det. Mens andre gør ondt, ondt, ondt i lang tid efter, fordi de næsten er groet fast på én og må fjernes kirugisk fra håndfladerne. Dét er de værste. Men når jeg har stået der tilbage - hul og øm - så er der næsten altid kommet noget bedre tilbage: hård hud, selvindsigt, ro, nye muligheder, nye drømme, nye venner, nye forelskelser.
Hver gang jeg lader noget glide mig af hænde, så mister jeg også en lille bitte smule af mig selv. Men måske er det ok. Måske er dét, jeg mister, noget som jeg i virkeligheden ikke har brug for. En ven som suger mere energi end han/hun giver, en drøm som - udover at være umulig - bremser for alle de andre drømme, principper som i mødet med virkeligheden bare ikke holdt.
Lige nu er min største udfordring at give slip på Hende den Lange. Om små 3 måneder sender jeg hende til Skotland i et år, hvor hun skal gå i skole. Hun skal bo hos en anden familie, vil gå i en ny skole, få nye venner og nye fritidsaktiviteter. Jeg vil ikke høre om det hver dag. Jeg vil ikke kunne følge med i de små forandringer. Jeg vil ikke kunne se hende vokse sig stærkere, smukkere og mere sikker på sig selv. Jeg vil sende en ung pige af sted og vil få en ung kvinde tilbage. Og det vil kun lykkes, hvis jeg giver slip...
Nu er det gode ved at give slip på mine børn, at jeg ikke giver rigtig slip. Jeg mister dem jo ikke - måske tværtimod. Men de kan ikke vokse og blive til de mennesker, som de skal være, hvis jeg ikke træder et skridt tilbage og holder op med at styre deres retning. De skal træffe egne beslutninger, begå egne fejl og de skal lære af dem. Det eneste jeg kan gøre, er at give dem en balast og trøste dem, når det går galt. Sønnike udlånte i går sin diamantrustning i Minecraft til en ny ven. Han har brugt dagevis på at spare op til den og han var så stolt af den. Og så vil den lille møgunge ikke aflevere den tilbage igen, og Sønnike måtte grædende indse, at den var tabt for evigt, og han kunne begynde forfra. En hård lektion i en forholdsvis sikker og harmløs verden, men en lektie, som han har lært noget af.
Min mor har betroet mig - da jeg blev voksen - at hun syntes, at det var meget svært at give slip. Det opdagede jeg aldrig. Jeg har kun mærket støtte og trøst, og et smil og et vink, når jeg kækt vendte ryggen til og drog ud i verden. Jeg håber, at jeg kan gøre det samme. For det gør ondt at sige farvel til min lille pige, men det bliver helt fantastisk at byde min voksne datter velkommen hjem igen. Det glæder jeg mig til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar