I min familie bander man ikke. Altså, jo, når man er virkelig gal, så siger man 'saftsuseme' eller 'saftpedersprællende'. Når min far hidser sig op i trafikken, så ryster han knytnæven af de andre og siger: 'bønder med ører'.
Da jeg var 6 år skiftede jeg skole og mødte Dorthe. I Dorthes familie bandede man, så mine øjne blev store og min kæbe faldt ned. Jeg troede først, at de måtte være meget vrede hele tiden, men de var faktisk rigtig søde, og det var bare sådan de talte. Dorthe lærte mig nogle rigtig gode bandeord, som jeg ikke bruger særlig meget mere. Med mindre jeg er virkelig gal.
For det er sådan jeg opfatter bandeord: det er kraftudtryk, som fremhæver at man føler noget rigtig stærkt. Det er når almindelige ord ligesom bare ikke er nok. Når ordene rettes mod mig, bliver jeg stødt og lidt bange, fordi folk jo så må være meget vrede på mig. Jeg opfatter dem også som uhøflige - bandeordene. Bandeord hører ikke til i høvisk tale. Når man bander, så taler man grimt. Det lærte jeg som lille. Og man taler ikke grimt til andre mennesker, med mindre de virkelig har fortjent det.
Jeg har givet det videre til mine børn, og de har taget det til sig. I en grad så Sønnike strengt siger: 'Mor, du må ikke bande!', hvis der ryger en finke af fadet. Flere af mine venner bærer over med ham, mens andre vist bliver stødt over at få påtalt, at de taler grimt. En har taget konsekvensen, og har skiftet alle bandeord ud med 'sukkerfrø' (lang historie), når Sønnike er inde for hørevidde.
Jeg bander som sagt kun lidt - sjældent i tale og så godt som aldrig på skrift. Det er hårdere at bande på skrift. I talen kan det jo smutte - det skidt - men, når man skriver, så vælger man hvilke ord man skriver ned. Og så virker det meget stærkere. Når folk bander af mig på skrift, så bliver jeg særlig stødt. De vælger aktivt at skrive grimt til mig. Det synes jeg ikke er ok.
Ja, jeg er sart på dette her punkt. Snerpet sikkert også. Jeg tænker bare, at hvis vi nu talte pænt til hinanden, så er det så meget nemmere at høre, hvad der bliver sagt. Når jeg ikke bliver bombarderet med følelesudladninger, men i stedet med argumenter, så kan jeg bedre forholde mig til det vigtige. Ligesom at folk ofte står af, når folk bare råber til dem i stedet for at tale normalt.
Man må såmænd gerne bande i min nærhed. Jeg gemmer bare mine egne bandeord til når der virkelig er brug for dem. Så gør de også så meget mere indtryk. En ven var blevet behandlet rigtig dårligt af nogen, han troede var hans venner, og han var ked af det. Så bandede jeg alt hvad jeg havde lært, og han blev så forbløffet, at bandeordene ligesom dulmede skuffelsen og vreden. Mine sjældne bandeord aede hans sjæl lidt, og han følte sig trøstet. Det er da den bedste måde at bruge bandeord på :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar