I dag har jeg fri. Det er Kr. Himmelfarts dag, og det betyder, at samfundet har lukket, fordi en profet for et par tusind år siden lavede et seriøst vildt markedsføringstrick. Eller hans disciple gjorde... Det er der historien bliver lidt fuzzy. Jeg skal ikke kunne udelukke, at Jesus levede engang, og gik rundt og sagde fornuftige ting, som fx at vi skulle være rare ved hinanden, men jeg tror ikke på, at han var søn af en gud, for jeg tror ikke på Gud. Hele konceptet om at bygge sit liv op omkring en imaginær entitet virker fjollet på mig. Og det skønt jeg engang havde imaginære venner, som fyldte og betød noget. Men jeg voksede fra det.
Nu ved jeg, at der stadig er mange, sikkert også i min omgangskreds, som tror på på den ene gud eller den anden. Og det er ikke for at fornærme nogen, men jeg forstår bare ikke, hvordan noget usynligt, uhåndgribeligt, som ingen nogensinde har leveret beviser på findes, kan fylde så meget i vores samfund. Selvfølgelig handler det om tro, om at tro på noget, som man ikke kan bevise eksistensen af. Men hvis jeg sagde, at jeg troede på Julemanden eller Tandfeen, så ville folk himle med øjnene og synes jeg var fjollet. Det synes jeg er det samme.
Ikke at jeg har noget imod den stribe fridage vi får i løbet af foråret, som er foranlediget af at Jesus døde. (Uretfærdigt egentlig, at vi kun holder én ferie for at fejre at han blev født og tre at fejre (?) at han døde - Påsken alene giver flere fridage end julen ovenikøbet). For min skyld måtte man gerne afskaffe dem og indføre en uges forårsferie i stedet.
Måske har mit problem ikke så meget med guder at gøre - eftersom jeg ikke tror på dem, betyder deres eventuelle vrede og straffe ikke noget for mig. Men snarere med selve religionerne omkring dem. For hold da op, hvor kan folk blive sure på hinanden, hvis man tror forkert på sin gud. Eller når man er uenig over mængden af guder man kan have. Det virker som om, at der har været farligt mange krige, som gik ud på at bevise at den ene imaginære ven var større og bedre end den anden (cirka citat: Richard Jeni). Hold da op, hvor er det fjollet! Og at henvise alverdens ulykker til at 'det er Guds vilje', svarer i mine øjne meget til når Sønnike giver Lillemand skylden for dette og hint. Man lader være med at tage ansvar.
Det er heldigvis ikke det store problem i Danmark. Her er det vist ret normalt at være ateist. At vi stadig ikke har sekularisering, forstår jeg ikke. Jeg tænker, at det er en forglemmelse, som vil blive rettet inden for min levetid. Men i Verden er det et problem. I Verden er store grupper delt op i 'dem' og 'os', fordi man tror forskelligt - og det selvom man ser næsten ens ud og lever på næsten samme måde. Man gemmer sig bag religionerne. Hvis man nu fjernede dem, hvad handlede det så i virkeligheden om? Penge? Magt? Hævn? Hvis fokus blev flyttet fra religionen til hvad det virkeligt handlede om, så kunne vi måske gøre noget ved det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar