Jeg kan godt lide at bestemme. Det kan de fleste nok. Der er bare ét problem ved det, og det er, at når man bestemmer, så har man også ansvaret. Dét er mindre sjovt. Især hvis det man bestemte var noget skidt...
Ét sted, hvor jeg ikke slipper for at bestemme og have ansvar, er overfor mine børn. Og ja, jeg bruger gerne 'Fordi det er mig, der bestemmer', når de spørger hvorfor en eller anden beslutning ikke faldt ud til deres fordel. For i den forbindelse ER det mig, der bestemmer. De kan godt komme med indsigelser og ændringsforslag, men i sidste ende er det mig, der har det sidste ord. Og ansvaret.
Jeg har generelt ikke nogen særlige ambitioner om at blive leder eller bestemme over andre i større stil. Det er ellers i mit blod. Begge mine forældre var ledere, og min søster er det, og min bror er det vist også i lidt mindre stil. Men jeg har ikke lyst til det. Ikke lige nu i hvert fald, hvor jeg får al min bestemmelyst styret derhjemme.
Jeg kan godt lide at bestemme, når jeg spiller rollespil, men det er mest fordi, at vi skiftes til det og fordi, der ikke er nogen, der dør rigtigt, når jeg laver rigtig dumme beslutninger. For dælen da, hvor er jeg glad for ikke at være militærleder eller politiker i det virkelige liv!
Politikere kan jeg godt have det vældig svært med. Vi har jo selv valgt dem, som vi mener vil være gode til at bestemme ting, som vi er enige i. Desværre er der ikke altid sammenhæng mellem dem der er dygtige til at bestemme og dem jeg er enige med politisk... *suk* Så skulle jeg jo selv stille op. Hmm, jaeh, joeh, men så var der jo det om ansvaret. Har jeg mod på det? Det er jo pludselig 5½ million børn man skal bestemme over og tage ansvar for, og det er ærlig talt noget overvældende, når man nu synes at to børn (eller fem rollespillere) kan være alt rigeligt.
En eller anden klog person (som jeg desværre ikke har kunne identificere, skønt jeg har googlet og googlet - det er muligvis Dumbledore...) har sagt, at de bedste ledere er dem, der ikke ønsker at lede. Dem, der når situationen kræver det, tager ansvaret på sig og går forrest. Det er nok kun en del af det, tror jeg. Der er mange, mange delelementer til den gode leder, og jeg har næppe overblikket over dem allesammen. Man må gøre sit bedste, tror jeg. Lytte og huske. Tage hensyn (men ikke så meget, at man ikke kan gennemføre noget). Forklare sig, når ens motiver er ugennemskuelige (som i lærer- og lægekonflikten). Tænke stort og tænkte småt. At tage ansvar er såmænd kun en lille del af det. Og jeg bliver træt bare ved tanken. Jeg må nok nøjes med at råbe gode råd fra sidelinjen, indtil den dag jeg bliver modig nok (og mangler nogen at bestemme over derhjemme). En dag flytter børnene jo hjemmefra, og så er der kun en kat tilbage. Og vi ved allesammen, at dem kan ingen bestemme over.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar