...noget om at læse

Det måtte jo komme... Jeg er jo bibliotekar, og jeg synes, at det er helt vildt vigtigt at læse! Det første jeg gør, når jeg besøger folk, er (og det er vist klassisk for os bibliofile) at tjekke deres bogreoler ud. Hvad har de stående? Hvad er slidt og har været læst mange gange? Kan jeg nikke genkendende til titlerne eller bliver jeg inspireret?

Jeg havde engang en kæreste, som ingen bøger havde. Da jeg ved første besøg spurgte ham, hvor hans bøger var, så sagde han lidt uforstående 'hvilke bøger?'. Det holdt selvsagt ikke særlig længe. Forholdet altså. Jeg tror ikke, at han nogensinde anskaffede sig nogen bøger.

Det synes jeg egentlig er synd. Det må være fattigt ikke at læse. Kedeligt. Tænk kun at leve ét enkelt liv! Tænk ikke at kende eller elske andre mennesker end dem man rent faktisk har mødt. Sørgeligt! Jeg har besøgt Herredet og Nangijala og Discworld og Eventyrland og England anno 1800, Spanien anno 1609, USA anno 1880'erne og Paris i 1794, og mange, mange andre steder. Mine venner er Laura Ingalls Wilder, Bilbo, Kunta Kinte, Mr. Darcy ( <3 ), Leonora Christine, Hermione, D'Artagnan og Kaptajn Alatriste.

Jeg har rejst i tid og rum, mens jeg har siddet i sofaen, ligget på stranden, siddet i haven og puttet i sengen. Selv når jeg er syg og elendig, kan jeg rejse. Når jeg venter og når jeg kører i tog - så bliver det aldrig kedeligt.

Men ud over underholdningsværdien, så lærer jeg jo noget: Hvordan andre mennesker lever andre steder og i andre tider. Hvad de tænker, hvorfor de gør det, hvad rører dem og hvad de bliver vrede over eller glade for. Jeg lærer at forstå mennesker. Jeg lærer af deres erfaringer. Jeg lærer også mennesker at kende, hvis handlinger jeg ikke rigtig forstår, hvis motiver er uforståelige, men som jeg alligevel får et indblik i.

Jeg fik engang at vide - og jeg har desværre ikke fundet beviserne til at bakke det op med - at de fangevogtere, der begik de voldsomme overgreb i Abu Graib, var vidt forskellige typer af mennesker, som dog havde ét tilfælles: de læste ikke. De havde ikke fået læst bøger højt, da de var børn. De havde derfor ikke lært empati og forståelsen for andre menneske i samme grad, som dem der læser. Det er jo en påstand der vil noget. At man bliver et bedre menneske af at læse.

Nu tror jeg ikke at det er selve bogen som medie, der er udslagsgivende. Det er historierne. Man har jo fortalt historier altid og altid, anekdoter, eventyr og legender. Omkring lejrbålet, ved pejsen og på sengekanten. Man har fortalt dem og sunget dem og filmet dem. Man skal bare holde øjne og ører åbne, så er der historier alle vegne! Og det er historierne, der betyder noget. Det er dem, der gøre livet rigt.